INFO

  • Pris: 50 DKK
  • Sted:
    Kulturværftet
  • Tid: 23. Maj 2022 19.00
  • Døre åbner: Kl. 18.30
  • Kategori: Ord og Viden

Rune Lykkeberg

FOREDRAG OM BOGEN SAMTALER OM SHAKESPEARE

Info: Unummererede siddepladser / Kulturværftets Lille Scene

Varighed: Foredraget varer en time, og det vil være muligt efterfølgende både at købe bogen med rabat og få den signeret

Foto: Sigrid Nygaard


Mød Informations chefredaktør Rune Lykkeberg til en aften om det enkelte menneskes konflikter og verdenshistoriens store dramaer set gennem William Shakespeares dramatik.

I forbindelse med udgivelsen af bogen Samtaler om Shakespeare gæster Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, Kulturværftet og deler – med Kronborg som kulisse – ud af sin viden om Shakespeare. I foredraget taler Lykkeberg om, hvorfor Shakespeares drama er en fælles fortælling om vores kultur. Og hvorfor man altid bliver klogere, når man ser vores verden reflekteret gennem hans stykker.

Bogen Samtaler om Shakespeare består af en række samtaler, Rune Lykkeberg havde i løbet af sommeren 2021 om ti af Shakespeares væsentligste stykker. Her taler han med skuespillere, instruktører, en oversætter, en kritiker og forskere fra Danmark og fra udlandet, som hver især har levet med den britiske dramatiker og fortolker, om hvad der for dem er det helt særlige ved William Shakespeare. Centralt står spørgsmålet: Hvad kan vi med Shakespeare lære om politik som skuespil og teaterkunst som et rum, hvor vi udvider vores forståelse af os selv og hinanden?

I et længere efterskrift til bogen reflekterer Lykkeberg over menneskets almagt og afmagt i en tid med klimakrise, finanskrise og autoritære lederes popularitet. Som han skriver: ”Man må forstå teatret, hvis man vil forstå magten. Og Shakespeares dramatik er det bedste teater om magten, vi har.”

Om Rune Lykkeberg:

Født 6. marts 1974 i Aarhus. Har læst filosofi, film- og medievidenskab og litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Chefredaktør på Information siden 1. august 2016. Tidligere freelancejournalist på månedsbladet Press, kulturjournalist og redaktionschef for kultur og weekend på Information i 12 år, kulturredaktør på Politiken, udgiver af en række bøger, herunder Vesten mod Vesten, Kampen om sandhederne og Alle har ret.


Arrangementet er lavet som et samarbejde mellem Kulturværftet og dagbladet Information.

  • Arrangeret af:
  • Arrangeret af: