Lokal sangskriver starter Open Mic på Toldkammeret

De færreste ved, hvor mange der sidder rundt omkring i stuerne og skriver deres egne sange. Det vil Kulturværftet finde ud af, når der i foråret åbner en ny Open Mic på Toldkammeret, hvor alle kan komme og dele deres egne sange med publikum. På scenen står den lokale sangskriver og professionelle musiker, Jens Jepsen. Han er vært og guider publikum og sangskriverne igennem en aften, hvor intet er planlagt på forhånd, og hvor alt kan ske.

Enkelt koncept

For ca. 15 år siden begyndte de åbne scener for sangskrivere for alvor at blomstre op i København. Nu er tiden kommet til, at der skal være en Open Mic i Helsingør. Konceptet er simpelt – en scene, en mikrofon, et instrument og en sangskriver af gangen, som går på scenen og deler sine egne sange. Der er ingen aldersgrænser og ingen bestemte musikalske genrer. Eneste regel er, at du selv skal have skrevet tekst og melodi. Værten byder velkommen og spiller et par sange, og så er scenen åben.

Fra NY til Helsingør

Det er den lokale sangskriver og professionelle musiker, Jens Jepsen, der er vært. Han har været vært på åbne sangskriverscener i København og Hillerød siden 2006 og været gæstevært på Open Mics i New York. Han fortæller om Open Mic:

“Det er en helt særlig stemning hos både publikum og musikere, når der er Open Mic. Ingen ved, hvem der er dukket op, og derfor bliver man ofte positivt overrasket over den oplevelse man får. Derudover er det sjovt at høre en masse forskellige musikere, der arbejder med det samme udgangspunkt, men som ender i tusindvis af forskellige udtryk. Det er værtens job at sørge for, at alle har det godt. Både sangskriverne, der kommer op på scenen, og publikum skal have en god oplevelse. Toldkammeret er et perfekt sted til en Open Mic. Der kan vi skabe den tæthed og nærkontakt, som giver den bedste oplevelse, når man hører en sang, der er skåret helt ind til benet – sang og instrument.”

Aftenen vil være opdelt i to afdelinger. I den første afdeling vil tre sangskrivere få mulighed for at spille 15-20 min. hver. I anden afdeling er der klassisk Open Mic, hvor hver sangskriver spiller 1-2 sange på skift.

Udvikling af original musik i fokus

Kulturværftet lagde fra årets begyndelse som nyudpeget regionalt spillested. Musikredaktør Rasmus Schrøder glæder sig til at se en masse sangskrivere i Toldkammeret og håber på, at Kulturværftet ved at skabe rammerne også kan skabe grobund for nyt spændende materiale:

”På Kulturværftet krydser vi fingre for, at vi snart kan komme i gang med alle de ting, vi har planlagt i forbindelse med, at Statens Kunstfond i år har udpeget os som regionalt spillested. Det har længe været et stort ønske at sætte mere fokus på udviklingen af ny original musik i Helsingør, og med en kapacitet som Jens Jepsen som vært for Open Mic ved vi, at der nu vil blive sat tempo på netop dette.”

Skal scenen og mic’en være din?

Drømmen for Open Mic i Toldkammeret er, at den bliver hjertekammeret i en ny udvikling for byens sangskrivere. 

“Forhåbentlig vil vi med den nye Open Mic på Toldkammeret opdage en masse udøvende sangskrivere i Helsingør. Hvis vi får opbygget et stærkt netværk af sangskrivere vil vi kunne afholde koncerter, skrivecamps, workshops og andre gode ting. Nu kan vi forhåbentlig snart komme i gang efter mange måneders dvale for mange musikere, så mon ikke der er blevet skrevet nogle sange derude,” afslutter Jens Jepsen.

Ingen ved på forhånd, hvem der dukker op til en Open Mic og deler deres sange fyldt med passion, hjerteblod og musik. Vær med på scenen eller blandt publikum, når første Open Mic finder sted den onsdag den 19. maj på Toldkammeret. 

Læs mere om Open Mic